Tip os log ind
Præsident Donald Trump ved hjemkomsten onsdag fra Singapore, hvor han mødte Nordkoreas leder.

Norske politikere indstiller Trump til Nobels fredspris

Fredsproces på koreansk halvø kan støttes ved at give Trump pris, mener to medlemmer af Fremskrittspartiet.
13. juni 2018, 16.45

To medlemmer af Stortinget i Norge har indstillet USA's præsident, Donald Trump, til Nobels fredspris for sin indsats for fred på Den Koreanske Halvø.

De to parlamentsmedlemmer er Christian Tybring-Gjedde og Per-Willy Amundsen, der begge repræsenterer Fremskrittspartiet, rapporterer NRK.

Tirsdag underskrev Trump og Nordkoreas leder, Kim Jong-un, en aftale, hvor Nordkorea lover at arbejde for et atomvåbenfrit Korea.

- Det, som sker nu, er historisk. Man er i gang med en proces, som kan sikre verdensfreden i tiden fremover, siger Amundsen til NRK.

- Det er en skør proces, men vi må selvfølgelig gøre det, vi kan for at bidrage til, at denne proces giver gode resultater. Det mener jeg, vi kan gøre ved at sende et tydeligt signal og give Trump fredsprisen.

Fredsprisen uddeles hvert år af den norske nobelkomité.

Aftalen mellem Trump og Kim er blevet kritiseret for at være for ukonkret og uforpligtende. Men de to fremskrittsfolk mener alligevel ikke, at de er for tidligt ude.

- Det er ikke en forpligtende aftale, men det er et initiativ til et besøg begge veje, det er et initiativ til at få nedrustningen i gang og til at lægge en dæmper på de militære øvelser, USA har sammen med Sydkorea, siger Tybring-Gjedde.

Medmindre forslagsstillere selv går ud og fortæller, hvem de har nomineret, så holdes navnene på de nominerede hemmeligt i 50 år.

Trump blev indstillet til prisen i både 2016, 2017 og 2018, ved man. Men tidligere i år gik alarmen i Nobelkomiteen, som mente, at man havde modtaget en falsk nominering.

Fristen for at nominere kandidater i 2018 udløb 31. januar i år, så de to fremskrittsfolks indstilling vil først være gyldig i 2019.

Her ligger i forvejen en nominering. Det var en gruppe republikanere i USA, som i maj - altså inden topmødet i Singapore - nominerede Trump for hans arbejde med at fjerne atomvåben på Den Koreanske Halvø.

/ritzau/


Ordet er dit