Tip os log ind
Peter Bonde stod i sommer i spidsen for det kinesiske landshold ved U20-VM i Frankrig. Her ses han under en kamp mod Haiti.

Peter Bonde stopper som landstræner i Kina

Morten Olsens tidligere højrehånd har siden årsskiftet været U19-landstræner i Kina. Nu er det slut.
14. september 2018, 15.39

Fodboldtræneren Peter Bonde stopper i jobbet som landstræner for Kinas U19-landshold for kvinder, oplyser han til DR.

Han tiltrådte jobbet i januar med landsmanden Nils Nielsen som assistent. Nu er karrieren som elitetræner imidlertid slut.

Bonde vender tilbage til jobbet som underviser på idrætshøjskolen og efterskolen i Oure, hvorfra han har haft orlov.

- Been there, done that. Jeg har været Superliga-træner, jeg har været landstræner i flere lande, jeg har været til syv slutrunder. Jeg synes, jeg har udtjent min værnepligt i den sammenhæng.

- Nu vil jeg bare gerne beskæftige mig med det, det drejer sig om: fodbold og talentudvikling, siger 60-årige Peter Bonde.

I sin trænerkarriere har han blandt andet været superligatræner i Næstved, assistent for landstræner Morten Olsen og landstræner for det danske kvindelandshold.

/ritzau/


Ordet er dit