Tip os log ind
De røde partier præsenterer finanslovsaftale i Finansministeriet mandag aften.

Rød blok er enige om minimumsnormeringer i 2025

Minimumsnormeringerne skal fuldt indfaset i 2025. Den konkrete model bliver først forhandlet færdig næste år.
02. december 2019, 23.04

Kommende forældre kan glæde sig over, at der skal indføres fuldt indfasede minimumsnormeringer i 2025, hvilket er en del af finanslovsaftalen, der blev præsenteret mandag aften.

Emnet var et af de helt store i valgkampen, hvor mange tusinder gik på gaden i over 50 byer for at kæmpe for bedre forhold i danske daginstitutioner.

Modellen skal forhandles i fagministeriet til næste år ifølge aftalen.

- Der er mulighed for, at man kan lave minimumsnormeringer ude i vores kommuner fuldt indfaset fra 2025, siger finansminister Nicolai Wammen (S) ved præsentationen.

Målet er, at der fuldt indfaset skal være tre børn per voksen i vuggestuer og seks børn per voksen i børnehaver.

I 2020 afsættes der 500 millioner kroner, 600 millioner kroner i 2021, 800 millioner kroner i 2022, 1,2 milliarder kroner i 2023, 1,4 milliarder kroner i 2024 og 1,6 milliarder kroner i 2025.

Derfra skal der årligt afsættes 1,6 milliarder kroner.

Det er regeringen, der har indgået aftalen med de tre støttepartier SF, Enhedslisten og De Radikale samt Alternativet.

Det er sjældent, at forhandlingerne om en finanslov når ind i december, og den seneste håndfuld dage har parterne forhandlet til ud på natten.

Parterne er enige om en model for minimumsnormeringer, som skal forhandles på plads i Børne- og Undervisningsministeriet, ligesom der skal findes en plan for at få flere pædagoger og løfte uddannelsen.

Parterne er endnu ikke enige om, hvorvidt det skal gælde for hver enkelt institution, eller om kommunerne selv må fordele pædagoger der, hvor de vil.

Nicolai Wammen svarer ikke klart på, om han kan garantere et minimum i alle institutioner.

- Vi har sat de penge af, der skal til, for at man i de danske kommuner kan lave minimumsnormeringer i daginstitutioner, siger han.

Særligt Enhedslisten har talt for, at de ikke betragter det som minimumsnormeringer, hvis det ikke er på institutionsniveau. Desuden mener partiet ikke, at der er afsat nok penge i finansloven.

Forhandlingerne om en model starter i 2020 i Børne- og Undervisningsministeriet, og det regnes med at blive vedtaget i næste folketingssamling.

Aftaleparterne vil samtidig have flere pædagoger samt uddannelse af høj kvalitet og vil fremlægge en plan senere.

Der afsættes med finansloven 127,5 millioner kroner i 2019 til et løft af pædagoguddannelserne, som kan disponeres de kommende år af professionshøjskolerne.

/ritzau/


Ordet er dit