Tip os log ind
Ved et grundlovsforhør torsdag er en 30-årig mand blevet fængslet for et hjemmerøveri i Birkerød, hvor der blev skudt op i loftet. (Arkivfoto)

Røver skød op i loftet - nu er 30-årig fængslet

Politiet vil ikke afvise, at der kommer flere anholdelser i sag om hjemmerøveri i Birkerød.
06. december 2018, 13.58

Politiet har anholdt en formodet gerningsmand bag en skudepisode i Birkerød i oktober. Manden er sigtet for forsøg på hjemmerøveri af særlig farlig karakter.

Ved et grundlovsforhør fredag i Retten i Lyngby valgte en dommer at varetægtsfængsle manden - foreløbig frem til den 20. december.

Det har ikke været muligt at træffe senioranklager Kenn Jørgensen, der mødte i retten på vegne af Nordsjællands Politi. Hvad den sigtede selv har fortalt om sagen, er derfor endnu uvist.

Efterforskningsleder Henrik Gunst oplyser, at der er tale om en 30-årig mand, som blev anholdt onsdag. Gunst vil ikke udelukke, at der kommer til at ske flere anholdelser i sagen.

Efter episoden på Bistrupvej i oktober oplyste politiet, at to gerningsmænd trængte ind i et hus, hvor et ægtepar - manden 70 år, kvinden 65 - lå og sov.

Manden i huset vågnede og så pludselig et geværløb, der blev stukket gennem døråbningen til soveværelset, hvorefter et skud blev affyret op i loftet. Ingen personer blev ramt af skuddet.

- Det er en rigtig grov sag, og det er dejligt, at vi er på vej mod en opklaring, lyder det fra Henrik Gunst.

Tilbage i oktober oplyste politiet, at ægteparret for nylig var flyttet ind i villaen, mens deres egen bolig var under renovering.

/ritzau/


Ordet er dit