Tip os log ind
Musicallen Sanne - The Musical havde premiere 19. september. Nu bliver omdiskuteret scene taget ud. (Arkivfoto)

Sanne Salomonsen-musical fjerner scene med voldtægt

En scene i musical, der af medier bliver beskrevet som voldtægt af Sanne Salomonsen, tages nu ud.
29. september 2019, 11.27

Producenterne bag "Sanne - The Musical" har besluttet at fjerne en scene fra musicalen.

Det oplyser producenterne Live Nation og Langkjær Entertainment i en pressemeddelelse.

Ifølge flere anmeldelser af musicalen beskrives det, at Anne Linnet voldtager Sanne Salomonsen i den pågældende scene.

Scenen er ifølge producenterne en fri fortolkning fra en episode beskrevet i Anne Linnets selvbiografi "Testamentet".

Producenterne beklager, at scenen er blevet fortolket på den måde, at der skulle være sket en krænkende handling.

- For at undgå yderlige misforståelser er scenen nu blevet taget helt ud af forestillingen. Det har dog aldrig været hensigten at antyde en krænkende handling, skriver producenterne i pressemeddelelsen.

Producenterne skriver, at de er kede af forløbet og har beklaget over for Anne Linnet.

Sanne Salomonsen afviser desuden i pressemeddelelsen, at der har været en episode med tvang imellem de to sangere.

- Jeg bakker 100 procent op om Anne, da det aldrig har været andet end ægte venskab, musik, fest og farver mellem os og aldrig med nogen form for tvang involveret, siger hun.

Sanne Salomonsen bliver spillet af tre forskellige i musicalen.

Det er skuespiller Andrea Heick Gadeberg, musicalskuespiller Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen og sanger Gry Trampedach.

Anne Linnet spilles af skuespiller Fie Alberte Damgaard-Lauritsen.

Musicalen havde premiere 19. september. Den spilles frem til december i en række byer rundt i landet.

/ritzau/


Ordet er dit