Tip os log ind

112

Tiltale: Mænd og kvinder ville tilslutte sig Islamisk Stat

Anklagemyndigheden har rejst tiltale i en ny sag om personer, der ville fremme Islamisk Stat i Syrien.
16. maj 2018, 14.54

To kvinder og to mænd er blevet tiltalt for at have forsøgt at tilslutte sig Islamisk Stat (IS) i Syrien.

Det oplyser Statsadvokaten i København onsdag.

- Anklagemyndigheden har vurderet, at de fire havde til hensigt at slutte sig til IS og dermed fremme terrororganisationens virksomhed, siger vicestatsadvokat Anders Riisager i en pressemeddelelse.

De tiltalte er mellem 18 og 21 år og kommer fra den københavnske vestegn og Aarhus-området.

Tre af de unge blev anholdt af tyrkisk politi, inden de nåede at rejse ind i Syrien. De vendte herefter tilbage til Danmark. Den fjerde nåede slet ikke at forlade Danmark, fordi hun havde fået frataget sit pas.

Det har tidligere været fremme, at de to mænd og en af kvinderne i begyndelsen af marts 2017 rejste til Tyrkiet, og at de her blev anholdt 21. marts.

De to mænd på i dag 19 og 20 år blev 29. marts 2017 fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Glostrup, hvor de blev varetægtsfængslet.

Siden kom det frem, at den i dag 21-årige kvinde allerede var blevet varetægtsfængslet i et grundlovsforhør 25. marts - et grundlovsforhør, som politi og anklagemyndighed holdt hemmeligt overfor offentligheden.

Det var oprindeligt politiets opfattelse, at de unge havde til hensigt at deltage i kamphandlinger for IS.

Sigtelsen gik derfor på en overtrædelse af straffelovens paragraf 114 c, stk. 3, der handler om at lade sig hverve til terrorisme.

I forbindelse med den nu rejste tiltale har anklagemyndigheden dog valgt at skrue ned.

De fire anklages nu alene for at have forsøgt at fremme Islamisk Stats virksomhed, altså en mindre alvorlig forbrydelse efter straffelovens paragraf 114 e.

Retssagen mod de fire kommer til at køre ved Retten i Glostrup. Det første retsmøde finder sted 7. juni. Dommen ventes senere samme måned.

/ritzau/


Ordet er dit