Tip os log ind
Rødgran, der også bruges som juletræ i Danmark, er udsat i den varme sommer uden vand.

Varmen har gjort træerne mere udsatte end nogensinde før

Det er svært at gøre noget. Man må vente og se og håbe på mere vand til træerne, siger forsker.
10. august 2018, 10.16

Mens mange hygger sig ved strandene i den varme sommer i Danmark, har de danske skove udfordringer, når sommeren byder på sol og meget lidt regn.

Den ekstreme varme og mangel på vand kan i værste fald få træerne til at dø.

Det fortæller seniorforsker fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet Vivian Kvist Johannsen.

- Træerne er mere udsatte for at få skader eller dø i år, end vi nogensinde har registreret før, siger forskeren.

Vandet er forudsætningen for, at fotosyntesen kan fungere.

Når der ikke drypper vand på træerne, lukker træerne for bladenes spalteåbninger for at spare vand, men det hæmmer optaget af CO2 i bladene og dermed fotosyntesen.

- Efterhånden bliver det et problem for bladene, som visner mange steder og bliver til efterårsblade. Det er et par måneder for tidligt, siger Vivian Kvist Johannsen.

Det er svært at sige, hvor stort problemet er, men de folk, som har været i skovene for at lave målinger, har set flere og flere træer med misfarvninger og små døde træer.

Der er ifølge Vivian Kvist Johannsen ikke så meget, som vi selv kan gøre ved problemet, da der ikke bare kan rulles en vandslange ud i skoven.

- Man kan ikke gøre så meget andet end at vente og se og håbe på mere vand.

- Det er en udfordring og en langsigtet indsats at vælge de rigtige træer, der kan klare et ændret klima, siger Vivian Kvist Johannsen.

Jorden, som træerne vokser i, spiller en afgørende rolle, når det kommer til overlevelse.

I sandjorden vil træer have svært ved at finde vand, mens det kan være nemmere ved lerjord. Det gør træerne i Vestjylland ekstra udsat.

- Vores forventning er, at Vestjylland bliver hårdest ramt, for der er mest sandede jorde og flest arter, der er mest følsomme, siger forskeren.

Rødgran, sitkagran og lærk er nogle af de arter, der er mest udsatte, da de ikke har rodsystemer, der går lige så langt i jorden, som eksempelvis egetræet.

/ritzau/


Ordet er dit