Tip os log ind
"Det er ingen hemmelighed, at Rumænien har blokeret, i forhold til at de ønsker, at man skal kunne have mulighed for mere hjemmebrændt spiritus, end de øvrige lande i EU synes er fornuftigt. Det må vi så tage en snak om i dag", siger finansminister Nicolai Wammen (S) inden EU-møde i Bruxelles fredag.

Vrede rumænere taber EU-slag om hjemmebrændt spiritus

Beslutning om fastsættelsen af en kvote for afgiftsfri hjemmebrændt alkohol udsættes til EU-møde i december.
08. november 2019, 14.45

Rumænerne er tørstige efter hjemmebrændt spiritus - i hvert fald den afgiftsfri aftapning.

Fredag eftermiddag må rumænerne dog sande, at de øvrige EU-landes finansministre ikke vil acceptere, at Rumænien og Ungarn får lov til årligt at brygge 100 liter afgiftsfri spiritus.

Et kompromisforslag blev afvist af Tjekkiet og Bulgarien. Sidstnævnte vil kun strække sig til 50 liter med en afgiftsreduktion på 50 procent. Dermed er beslutningen om en kvote for hjemmebrænderi udskudt til senere.

- Jeg er yderst skuffet over den holdning, som Tjekkiet og Bulgarien giver udtryk for.

- Det er et vigtigt punkt for os, og vi har arbejdet meget på denne sag under vores formandskab, siger Rumæniens repræsentant på et møde mellem EU-landenes finansministre fredag.

Rumænien forsøgte i foråret, da landet havde EU-formandskabet, pludselig at presse et eget forslag om 100 liters kvotefri hjemmebrændt igennem på et møde mellem EU-landenes finansministre.

Det forbavsede flere af de øvrige medlemslande, da det EU-land, som har det roterende formandskab i seks måneder, normalt forventes at søge kompromisser og ikke pleje egne særinteresser.

Rumænien gik efter, at hjemmebrændere skulle kunne producere mindst 100 liter årligt uden at betale punktafgift.

Det er ikke alle EU-lande, som tillader hjemmebrænderi.

Den danske finansminister, Nicolai Wammen (S), tog ikke ordet under diskussionen. Det gjorde kun seks lande, da det straks stod klart, at man ikke kunne komme videre med det finske EU-formandskabs kompromis.

- Fra dansk side lægger vi vægt på, at man med forslagene vil kunne bruge nedsatte afgiftssatser for små producenter af cider og lignende typer drikkevarer. Det kan man ikke i dag, siger Wammen.

Det vil ifølge ministeren være "et skridt i den rigtige retning set med danske øjne".

Finlands finansminister, Mika Lintilä, som leder finansministrenes møde, lukkede hurtigt debatten om hjemmebrændt:

- Jeg mener, at vi har gjort fremskridt. Men det er åbenbart, at dette skal diskuteres videre. Jeg vil opfordre alle til at arbejde i retning af et kompromis, så vi kan nå frem til en aftale, når vi ses til december.

/ritzau/


Ordet er dit